0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Claus Nørregaard
Tegning: Claus Nørregaard
Anbefalinger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bord til to: Peter Sommer vil hellere have rustik italiensk end skamkogt turnémad

Han har drevet restaurant i sin hjemby Skanderborg, bruger alt for mange penge på charcuteri, når han går i italienske supermarkeder, og så er der noget helt særligt ved tømmermænd, museer og lakrids, når man er på turné. Vi spiser stracciatella og grønkål med den pladeaktuelle musiker Peter Sommer på Rufino på Christianshavn.

Anbefalinger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg voksede op i Skanderborg, hvor den første italienske restaurant åbnede engang i 1980’erne. På det tidspunkt lavede folk jo ikke sådan noget selv. Hjemme hos os var det sovs og kartofler stort set hver dag med frikadeller eller hakkebøf til, og så blev det lidt eksotisk med Knorrs fire forskellige risretter. Men på den italienske i Skanderborg, som dengang gik under navnet Italia, var det en anden verden. Der var rød- og hvidternede duge, bastflasker med stearinlys, dårlig opera på anlægget og en stor italiensk madfar i hvid T-shirt med mel over det hele. Den gamle skole af italiensk mad, som er helt vildt lækker.

Restauranten ligger der stadig, men har skiftet navn og ejere en del gange. Det er nok meget smart, for på et tidspunkt gik der rygter om, at det også var lidt af en narkobule, så hvis man bestilte en nummer 19 med ekstra ost, så kom der ekstra drys nederst i pizzabakken.

For seks år siden var jeg med til at åbne en restaurant i Skanderborg. Jeg blev overtalt til det af en sød fyr, der blev kaldt ’Københavneren’ (han kom fra København), så vi valgte at opkalde stedet efter min sang ’Valby Bakke’. Ligesom alle andre dumme musikere siger man jo ja første gang, og så finder man ud af, hvor svært det er. I starten gik det rigtig godt, og det var fedt at se reaktionerne hos gæsterne, der myldrede ind. Vi købte de fedeste ovne og spejle, og hvad ved jeg, men det var svært at styre økonomien i længden. Jeg fik købt mig ud for et par år siden, da jeg var flyttet til København, men det var en god lærestreg. Man skal brænde lige så hårdt for sin restaurant som sit sangskriveri. Det er ikke ’bare’ noget, man gør, så jeg har stor respekt for dem, der driver restaurant.

Rufino Osteria på Christianshavn er et af de steder, jeg elsker at komme. Det er nede på jorden, man føler sig velkommen, og der er ikke nogen kode, du skal løse. Der kommer altid en masse unge italienere hernede, maden er rustik, og så forstår de der her med at lave enkelte retter på virkelig gode råvarer. Den her ret – stracciatella med sprød grønkål – er jo egentlig så simpel, at man selv kunne lave den, men alligevel er der en kunst i at riste grønkål på den helt rigtige måde, så det hverken blive bittert eller sjasket. Tro mig, jeg har prøvet flere gange at sidde foran ovnen og holde øje med det gennem glasset, og alligevel brænder det på.

Derhjemme er italiensk mad sjovest at lave. Jeg har en kone, der er nyudsprungen vegetar, et par kritiske teenagere og et par ulidelige småbørn, så det italienske køkken er ofte den største chance for succes.

Hvis jeg skal være rigtig god ved mig selv, så tager jeg alene ud i det italienske supermarked Supermarco i Sydhavn, hvor jeg handler og spiser frokost. Der kan jeg få flere timer til at gå. Selv om du bare skal have lidt pizzamel og tomater, så ender du med en flaske limoncello i tasken og en regning på 800 kroner. Især deres delikatesser er farlige, men man har heller ikke lyst til at spare, når det gælder italiensk mad. Selv om ingredienserne kun skal være olie, pasta og en peberfrugt, så gør det bare en kæmpe forskel, når du handler her i stedet for i dit lokale supermarked.

Da vi blev færdig med min nye plade, tog mit producerhold mig med ud at spise i Aarhus på et sted, der hedder Bardok. Det var noget af det vildeste, jeg har prøvet. Vi startede med at få svinefedt oven på agurk med vodka til og shish kebab til hovedret. Det er altid interessant med sådan en crossover af stilarter. Det der med at kombinere noget usandsynligt, det er det, jeg forsøger, når jeg laver musik. Damon Albarn fra Blur har sagt, at man ikke kan skrive nye sange, men man kan kombinere tingene på nye måder, og måske er det lidt på samme måde med mad.

Man bliver udsat for rigtig meget kedelig mad, når man er ude at spille. Jeg kunne nævne en dødsliste af spillesteder, hvor man hver gang bliver skuffet. Jeg kan udmærket forstå det, for hvis man har 200 arrangementer om året, så står der nok ikke en madmor og kæler for det. Typisk får man noget skamstegt kød, kartofler, ris og en form for ’sovs’ – og det er i store anførselstegn. Ellers får man en gryderet, som vi har døbt ’ørn i maling’. Den består af et eller andet tilfældigt fjerkræ i en eller anden sovs med ris til. Det smager lige så træls, som det lyder.

Jeg har efterhånden luret, at det er vegetarerne, der ender med at få den bedste mad. For 10 år siden tog man dem ikke alvorligt, så fik de bare sovs og kartofler uden kød. Men nu bliver man nødt til at lave noget specielt til dem. Det er det samme, som når min dreng går på McDonald’s. Så bestiller han sin burger uden en bestemt ingrediens eller fritter uden salt, og så får man mad, som er helt frisklavet.

Når man er på turné, er det en videnskab at finde ud af, hvor man skal spise undervejs. Før i tiden tog vi fra kro til kro, men så fandt vi ud af, at museer er ret gode til at lave mad. Jeg var på Trapholt i Kolding for nylig, som havde en fantastisk buffet med klassiske hjemmelavede retter: Der var frikadeller og kyllingesalat og skaldyrssalat, hvor der rent faktisk var skaldyr i. Vi stopper også tit på museet Heart i Herning, som har noget helt fantastisk lakrids. Tømmermænd, lakrids og museer fungerer overraskende godt sammen.

Jeg laver stadig frikadeller efter min mors opskrift, som er så simpel, at den er hemmelig. Jeg kan godt lide, at de er stegt hårdt og sprøde, nærmest sorte. Hvis jeg får serveret en frikadelle, der er stegt forkert, så kan jeg blive helt trist.

Annonce

Seneste nyt