Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Claus Nørregaard
Tegning: Claus Nørregaard
Anbefalinger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bord til to: Peter Sommer vil hellere have rustik italiensk end skamkogt turnémad

Han har drevet restaurant i sin hjemby Skanderborg, bruger alt for mange penge på charcuteri, når han går i italienske supermarkeder, og så er der noget helt særligt ved tømmermænd, museer og lakrids, når man er på turné. Vi spiser stracciatella og grønkål med den pladeaktuelle musiker Peter Sommer på Rufino på Christianshavn.

Anbefalinger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg voksede op i Skanderborg, hvor den første italienske restaurant åbnede engang i 1980’erne. På det tidspunkt lavede folk jo ikke sådan noget selv. Hjemme hos os var det sovs og kartofler stort set hver dag med frikadeller eller hakkebøf til, og så blev det lidt eksotisk med Knorrs fire forskellige risretter. Men på den italienske i Skanderborg, som dengang gik under navnet Italia, var det en anden verden. Der var rød- og hvidternede duge, bastflasker med stearinlys, dårlig opera på anlægget og en stor italiensk madfar i hvid T-shirt med mel over det hele. Den gamle skole af italiensk mad, som er helt vildt lækker.

Restauranten ligger der stadig, men har skiftet navn og ejere en del gange. Det er nok meget smart, for på et tidspunkt gik der rygter om, at det også var lidt af en narkobule, så hvis man bestilte en nummer 19 med ekstra ost, så kom der ekstra drys nederst i pizzabakken.

For seks år siden var jeg med til at åbne en restaurant i Skanderborg. Jeg blev overtalt til det af en sød fyr, der blev kaldt ’Københavneren’ (han kom fra København), så vi valgte at opkalde stedet efter min sang ’Valby Bakke’. Ligesom alle andre dumme musikere siger man jo ja første gang, og så finder man ud af, hvor svært det er. I starten gik det rigtig godt, og det var fedt at se reaktionerne hos gæsterne, der myldrede ind. Vi købte de fedeste ovne og spejle, og hvad ved jeg, men det var svært at styre økonomien i længden. Jeg fik købt mig ud for et par år siden, da jeg var flyttet til København, men det var en god lærestreg. Man skal brænde lige så hårdt for sin restaurant som sit sangskriveri. Det er ikke ’bare’ noget, man gør, så jeg har stor respekt for dem, der driver restaurant.

Rufino Osteria på Christianshavn er et af de steder, jeg elsker at komme. Det er nede på jorden, man føler sig velkommen, og der er ikke nogen kode, du skal løse. Der kommer altid en masse unge italienere hernede, maden er rustik, og så forstår de der her med at lave enkelte retter på virkelig gode råvarer. Den her ret – stracciatella med sprød grønkål – er jo egentlig så simpel, at man selv kunne lave den, men alligevel er der en kunst i at riste grønkål på den helt rigtige måde, så det hverken blive bittert eller sjasket. Tro mig, jeg har prøvet flere gange at sidde foran ovnen og holde øje med det gennem glasset, og alligevel brænder det på.

Derhjemme er italiensk mad sjovest at lave. Jeg har en kone, der er nyudsprungen vegetar, et par kritiske teenagere og et par ulidelige småbørn, så det italienske køkken er ofte den største chance for succes.

Læs resten af artiklen som abonnent på Politiken MAD

Med et abonnement får du 100 siders magasin om grøn og bæredygtig mad leveret til døren

Køb abonnement

Annonce

Seneste nyt