Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Claus Nørregaard
Tegning: Claus Nørregaard

Bord til to: Jeg har lært at leve på en sten

Høns har været afgørende for klimaaktivist Signe Wenneberg, der mener vi skal tilbage til de gamle husmordyder. Det fortæller hun over en middag på restaurant Lola.

Anbefalinger
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg har haft høns helt indtil nu, og det har påvirket mig mere end noget andet. Når man har æg kan man altid lave pandekager, vafler, gratin eller æggekage, hvor man også bruger grøntsagsresterne fra køleskabet. Det føles som gratis mad og jeg har aldrig været bange for kolesterol. Æg er en vigtig del af vores madkultur. Vikingerne spiste masser af æg og havde høns med på skibene til England. Æg hedder egg på engelsk på grund af vikingerne.

Da jeg var 12 år, flyttede vi langt ud på landet. Det var et et fuldstændig magisk sted. Der var to tønder land med køkkenhave, frugttræer og en sø, og jeg fik 30 høns, som jeg havde ansvar for. Det gav mig en forståelse af, hvor maden kommer fra. Hver aften cyklede jeg med en mælkejunge ned til Mathiesen, som havde køer og hentede tre liter mælk og og tog fløden fra. Når jeg havde fløde nok, lavede jeg is. Vi spiste det, der var i sæson og hvis der er noget jeg har taget med fra min opvækst, så er det, at jeg kan leve på en sten. Det var nogle meget formative år, og for mig var det en gave at få de år på landet, men haven var også lidt en flugt. Min stedfar var meget alkoholisk, så jeg er ikke sikker på, at jeg var blevet ligeså havenørdet, kompostnørdet og hønsenørdet, hvis det havde været fedt at være inde i huset.

Det er slet ikke for at være frelst. Folk må gøre hvad de vil, men jeg kan sulte hele vejen hjem fra et foredrag i Jylland, for der er ikke et sted, hvor jeg kan standse og få noget mad, jeg har lyst til at spise. Jeg kan ikke få noget ned på en tankstation. Jeg kan ikke lade være med at visualisere, hvad der er i en hapsdog. Jeg kan heller ikke få ret meget ned, hvis jeg står ved en hotelbuffet med buræg, gamle cornflakes, vandet juice med isterninger, te i breve med vand der har kogt for tre timer siden. Så vil jeg hellere sulte.

Ligesom en ryger, der er stoppet med at ryge, er jeg næsten stoppet med at spise oksekød. Sidste efterår blev jeg opereret i halsen tre gange, og så er der er jo bare nogle ting, der ikke er nødvendige at begynde spise igen, selvom jeg aldrig har været den store kødspiser. Når man bliver rodet så meget i halsen, som jeg blev, ændrer ens smagsløg sig. Jeg kunne heller ikke spise chokolade eller drikke rødvin. Det er virkeligt mærkeligt at opleve, at man ligesom går tilbage til kun at spise milde ting. Ligesom et barn, der skal lære at spise.

Min mor havde en stor kærlighed til mad og var virkelig god til at få meget ud af pengene, og en kylling var sådan noget, der skulle holde i tre dage. Jeg synes, kvindefrigørelsen fik kastet enormt meget smuds på hele den know how, som tidligere generationer stod for. God husmorskik blev umoderne, og alt det kvinder stod for og kunne derhjemme, blev der set ned på. I stedet kom der foliebakker med kylling, og man gik ikke længere op i kvaliteten, men i mængderne, og hvor nemt og smart det var.

Hvis jeg poster et billede på Instagram med et bord fyldt med mad, er der mange, der spørger, hvordan jeg laver alle de grøntsagsretter. Jeg tænker slet ikke over det. Når man har haft en stor køkkenhave, er man ikke grøntsagsforskrækket. Det kan være et fad med halverede rosenkål. Det er der jo ikke noget i. Eller et helt blomkålshoved bare ind ovnen med hvad man lige kan finde på af krydderier. Et finthakket spidskål med noget citron og olivenolie og hakkede mandler. Jeg kan mærke på mine sønnners venner, der tit spiser hos os, at det er uvant for dem. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at lave nogle madkurser, for kan vi få de unge med, er vi kommet langt.

Læs resten af artiklen som abonnent på Politiken MAD

Med et abonnement får du 100 siders magasin om grøn og bæredygtig mad leveret til døren

Køb abonnement

Annonce

Seneste nyt