Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningDa den britiske designer Jony Ive præsenterede den første iPad for resten af verden i 2010, vidste han godt, at de havde fat i noget stort.
»Når noget overstiger din evne til at forstå, hvordan det virker«, sagde Jony Ive, »så bliver det på en måde magisk«.
Sådan tænker jeg, at de gik rundt og havde det i Odense på den danske virksomhed Sanovo i starten af 70’erne, da ingeniørerne havde sat sidste skrue i deres ’Sanovo 6-32’, maskinen som gav os en af madhistoriens mest magiske opfindelser: Langægget.
Langægget er kernen af et venn-diagram, hvor misfoster, madspildsbekæmpelse og industriel innovation mødes. Det er løsningen på æggemadens universelle problem, når du flækker et hårdkogt æg i æggedeleren og kun kan bruge de fire mellemste skiver, fordi de ukurante endestykker er helt ude af form og proportioner.
For hvad nu hvis man ikke skulle kæmpe med afstumpede ender og i stedet havde én lang, uniform pølse af perfekt æggesymmetri? Hvad nu hvis man havde det endeløse æg?
Ligesom med indmaden i Jony Ives iPad overstiger det de fleste dødeliges evner at forstå, hvordan langægmaskinen virker, men det foregår nogenlunde sådan her:
Sanovo 6-32 er i stand til at udklække æg, dele hviderne fra blommerne og dampe dem separat i en pølseformet cylinder. Når hviderne er størknet, fjernes en rund form i midten, og blommerne hældes i hulningen. Et voila: smørrebrødsjomfruer og kantinekokke verden rundt kan skære ensartede skiver af de 20 cm lange æg, der også er kendt som ’stangæg’ eller ’æggepølser’.
Det var Danæg, der lancerede langægget i 1974, og den danske æggeproducent fortæller, at det stadig sælges i 40 lande (men hvor meget, de sælger, er en forretningshemmelighed).
Ifølge designbloggen Beach vakte det stor begejstring, da langægget blev præsenteret for resten af verden på en udstilling i London i 1974. Et par år senere kunne New York Times fortælle om den amerikanske fødevarevirksomhed Ralston Purina, der tilsyneladende havde tyvstjålet ideen med deres ’Gour-egg’-rulle, som man kunne skære 75 ensartede æggeskiver af (men som ifølge skribenten havde »en svovlholdig smag og en på samme tid grynet og plastikagtig tekstur«.)
I dag findes de fleste imitationer på YouTube, hvor langægget nyder en kitschet eksistens blandt unpacking-videoer og klip af folk, der kan koge spaghetti med en hårtørrer. Og man har virkelig ikke forstået uhæmmet kreativitet, før man har set en ung russer koge hjemmelavet langæg ved hjælp af reagensglas, en induktionskogeplade og hvad der ligner en fransk hotdog brød-udhulder fra 80’erne. Alt sammen til tonerne af Dancing Queen med Abba.
For langægget er meget mere end kynisk manipulation af moder natur. Langægget udfordrer vores begrebsverden. Det er en nærmest surrealistisk dekonstruktion på linje med Dalis ure eller Ferran Adrias flydende oliven i laboratoriet på El Bulli.
Og det er på alle måder magisk.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
