0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

Mask er et biologisk materiale og skal fragtes hurtigt fra bryggerierne til fabrikken i Bjæverskov, hvor den omdannes til mel.

Interviews
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Grøn ildsjæl omdanner øl til mel: Mæsk dig i brød lavet af mask

Den danske virksomhed Circular Food Technology laver brød af rester fra ølbrygning.

Interviews
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det ser ikke for godt ud. Klodens befolkning er i vækst, millioner af mennesker sulter og får en næringsfattig kost, og samtidig udfordrer vores nuværende fødevareproduktion vores økosystemer og klima.

»Vi er nødt til at gøre noget, vi kan ikke bare sidde på hænderne og se på«, siger Aviaja Riemann-Andersen, medejer af firmaet Circular Food Technology, der har sat sig for at upcycle spildet fra bryggeribranchen og producere mel af masken, som er fyldt med protein og gode næringsstoffer, der ellers ville gå til spilde.

»40 millioner tons mask bliver tilovers fra ølproduktion hvert år. Ved at udnytte masken til mel bringer vi det tilbage i fødekæden. Og så har det den fordel, at det faktisk øger sundhedsværdien i dit brød«.

Mel udvundet af mask indeholder nemlig 20 procent protein og 50 procent kostfibre.

Tilbage i fødekæden

Men hvad er mask helt præcis? Jo, øl brygges på malt. Malt fremstilles af korn, oftest byg, som lægges i vand, til det begynder at spire. Efter fem dage afbrydes spiringsprocessen, kornet tørristes og er så blevet til den malt, der bruges i næste del af ølbrygningen, som hedder mæskning. Ved mæskningen koges de maltede korn i en stor beholder, så den faste masse (mask) kan adskilles fra den flydende masse (urt), som bruges i den videre proces.

»Får vi omdannet al den her mask, der er tilovers, kan vi faktisk dække 8 procent af det fødevareunderskud, som WHO forudser, at vi vil nå omkring 2027«, forklarer Aviaja Riemann-Andersen.

Øl drikkes overalt

Verdens ølforbrug er nemlig enormt. Øl er den tredjemest konsumerede drik i verden, kun overgået af vand og te og drikkes ­­og brygges i hele verden fra de industrielt massefremstillede mastodonter over udfordrerne fra de små økologiske mikrobryggerier til det, som hjemmebrygges i landsbyer i Asien, Afrika og Sydamerika. Nu er metoden udviklet, og Circular Food Technology drømmer om, at de kan udbrede den og måske på sigt være med til at understøtte, at man også i mindre udviklede lande kan etablere andelsfabrikker, hvor flere går sammen om at eje maskinerne.

»Normalt ender masken på bondemandens marker, bruges til kvægfoder eller bliver simpelthen smidt ud«, forklarer Aviaya Riemann-Andersen, der sagde sit job op i en stor international kosmetikvirksomhed for at være med i startupeventyret.

Ideen begyndte med en af de tre stiftere, Emil Buhl Krølls, speciale på Københavns Universitet i 2017, hvor han netop undersøgte masks potentiale. I dag er projektet hinsides al teori.

Et lødigt brød

Trioen har fået en række investorer med om bord og har etableret en fabrik i Bjæverskov, og i denne måned lander de første pakker med mel fra Agrain, som de kalder deres maskmel, på hylderne hos forhandlere.

»Vi har udviklet fire slags maskmel: en pilsnermel, som er let sødlig og den, der smagsmæssigt smager af mindst, en IPA-mel, som har noter af karamel og nødder, en stoutmel, som gør brødet mørkt og har en snert af kaffe og chokolade i sig, og en whiskymel, der egner sig godt til wienerbrød, fortæller Aviaja, der har fået ødelagt sin ovn af at testbage.

»Tommelfingerreglen er, at du kan erstatte ca. 10 procent af melet i dit brød med mel fra Agrain. Sundhedsmæssigt får du så et pølsehorn eller en tebolle, der er langt mere lødig end dem, du ellers spiser«.

Circular Food Technology samarbejder med en række små danske mikrobryggerier, hvor de henter masken. De er også i gang med at udvikle en række færdigproducerede produkter, såsom maskchips og granola, i samarbejde med virksomheder som Ok-Snacks, Aurion og Quality Pellets.

»Der er virkelig et stort potentiale i det her. Nu starter vi i Danmark, men derefter skal vi ud i verden«.

Annonce

Seneste nyt