Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningTrine Krebs er typen, der skriver GLÆDE med versaler i sine mails og taler med smittende begejstring om sit arbejde. Sammen med kollegaerne Katrine Terkelsen Roelsgaard og Tilde Hurup Hansen har hun firmaet Frugtformidlingen, hvor de inspirerer folk – både professionelle og hr. og fru Danmark – til at få øjnene op for det det grønne.
Det gør de blandt andet ved at afholde ’middage for grøntsagshadere’, sidste år i samarbejde med Dansk Gartneri, rundtomkring i forsamlings- og madhuse i hele landet. Ideen er, at én, der elsker grøntsager, kan invitere en skeptiker med til middag og forhåbentlig få ham eller hende til at vende på en tallerken og se mere positivt på planteriget.
»Hele ideen bag de her middage er jo ikke grebet ud af den blå luft. Danskerne ved godt, at de skal spise flere grøntsager. De vil også gerne. De synes bare, det er svært«, siger Trine Krebs.
Fokus på grøntsagsglæden
Ifølge Trine Krebs har den offentlige debat om mad og sundhed ofte en mislyd, der får mange til at stå af. Det bliver hurtigt noget med en elite, der sidder grønne og bedrevidende og fortæller de dumme flæskeelskende masser, hvad de burde spise. Men når Frugtformidlingen rykker ud, er det uden løftede pegefingre.
»Vi prøver at få gang i en blød dialogbaseret samtale. Vi taler ikke om sundhed. Vi taler ikke om klima. Vi taler kun om glæde og velsmag«, fortæller Trine Krebs, der er uddannet husholdningslærerinde fra Suhrs Højskole.
»Hvis vi skal have folk til at spise mere grønt, skal de først og fremmest forbinde det med lyst og ikke pligt. Det er samtalen om bordet, der kan ændre noget«, siger 44-årige Trine Krebs.
Men hvordan får man helt konkret en grøntsagshader, der er opfostret på karbonader, brun sovs og kartofler, til at elske selleribøffer?
»Det skal selvfølgelig smage godt, men derudover er et af grebene at servere noget, der er genkendeligt, og eksempelvis bygge måltidet op som et klassisk suppe, steg og is-måltid. Alt må ikke være nyt. Til hovedret kunne der være noget sovset lavet på grøntsager, tilbehør af en art, en grøntsag stegt og behandlet som et stykke kød eller en fars af eksempelvis svampe. Ikke for meget rå selleri«.
Og når det sidste fad er tømt, skal gæsterne være mætte.
»De må ikke gå fra bordet og have lyst til at sætte sig ud og styre bilen direkte mod McDonald’s«.
Frugtformidlingens håb er, at middagene bliver begyndelsen på samtaler om en livsstilsændring. Forskningsmæssigt ved man nemlig, at det, der virker på længere sigt, er, hvis familierne sætter sig nogle delmål.
»Det kan være, at man prøver en ny grøntsag hver måned. Opskrifterne er derude, det er bare med at google sig frem til nogle, man har lyst til at teste«, siger hun og sender en opmuntrende besked til dem, der har fået guleroden galt i halsen.
»Hvis det smager godt, skal det nok blive spist. Grøntsager kan alt. Har du lyst til noget varmende, så lav en mos på blandede rodfrugter med smør og en god gedeost. Har du lyst til noget fedtet, så lav fritter af rodfrugter og server dem med en yoghurt eller en mayonnaise med krydderurter. I må ikke give op«, siger Trine Krebs.
»Det er sanseligt og sexet at spise grønt. Vi har så mangfoldigt et planterige, der giver os mad året rundt«.
Samfundets forlængede arm
Sammen med sine kollegaer i Frugtformidlingen er hun for øjeblikket ved at arrangere grønne bootcamps for børnefamilier, og forhåbentlig kan de i 2020 også invitere til flere middage for grøntsagshadere.
Og på den måde fortsætter de den rolle, som husholdningslærerinderne altid har haft som samfundets forlængede arm.
»Ud at være sammen med mennesker og inspirere dem til at lave fantastisk mad i hverdagen. Budskaberne har ændret sig lidt, fordi vi ikke længere er et knaphedssamfund. Her i vores overflod handler det om at kunne finde glæden i råvarerne og få dem lavet om til mad, som bygger os og planeten op«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter