0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

Søren Gericke og Søren Ryge var i mange år makkerpar på tv. Når Gericke indtog Ryges køkken, eksploderede det, men når han var færdig, var retterne linet op og køkkenet fuldstændig ryddet op, fortæller Søren Ryge.

Interviews
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I køkkenet med Søren Ryge: »Jeg kunne aldrig drømme om at købe en dusk persille til en 20'er«

Søren Ryge interesserer sig egentlig ikke for at lave mad, men han elsker kringler, nyopgravede gulerødder fra haven på Djursland og en ordentlig dusk persille i sovsen.

Interviews
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Han introducerede seerne til verdens bedste kringle, dræbte en due for åben skærm og fik kokken Søren Gericke til at servere jordbær med fløde direkte i de bare næver. Det kan godt være, at Søren Ryge ikke interesserer sig for mad, som havemanden før har påstået, men for pokker, hvor har han dog leveret god mad-tv gennem årene.

»Hvis jeg skal være mere præcis, så interesserer jeg mig ikke for at lave mad«, siger Søren Ryge.

»Men det er ikke, fordi jeg ikke gør det. Jeg laver mad hver dag, fordi Catherine, som jeg bor sammen med, hun gider det ikke, og vi skal have varm mad hver dag. En enkelt gang har hun lavet mad, fordi jeg var syg. Så fik jeg frikadeller«.

Søren Ryge Petersen, som fyldte 75 år og sendte sit sidste liveprogram på DR denne sommer, står foroverbøjet med begge fødder plantet på hver sin side af et 12 meter langt persillebed i køkkenhaven. Iført lys grøn T-shirt og med piben hvilende i lommen på de hvide friluftsbukser. Hvirvlerne i det pjuskede hår er blevet lidt tyndere, men han er stadig fit for fight, skarp i replikken. Han ligner lige præcis det, han er: Søren Ryge fra tv.

Næsen i persilledusken

Salaten i den store køkkenhave gider han ikke spise; det plukker han til Catherine, som han har levet sammen med de sidste 20 år. Men struttende kruspersille og de spæde gulerødder, som står ved siden af i sirlige rækker, er grundstenene i hjemmekøkkenet. Friskopgravet grønt fra haven, sovs og kød. Det er skabelonen, som de fleste varme aftensmåltider i Søren Ryges repertoire er skåret efter.

Han plukker tre bundter persille til en stor buket.

»Det skal være kruspersille, og jeg kunne aldrig drømme om at købe en dusk til 20 kroner i et supermarked. Det smager ikke af så meget som min egen, for det er typisk avlet i drivhuse«.

Når det begynder at nærme sig vinter, plukker Søren Ryge »flere bæreposer« fulde af persille fra haven og putter dem i kummefryseren.

Han holder persillebuketten op foran ansigtet med begge hænder, planter sit ansigt og pruster som en hingst bag de grønne stilke.

»Sådan her gjorde Gericke også engang på tv. Der kom hurtigt reaktioner fra de første 20 seere, som blev rasende, fordi han stak næsen ned i persillen«.

Sørens sovs

Søren Gericke og Søren Ryge var makkerpar på skærmen i flere år og er gode venner i dag. Normalt var køkkenet lukket land, når Ryge sendte live fra gården, men Gericke huserede der i flere programmer, hvor han lavede alt fra kakaosuppe med ristet rugbrødstern (en af Søren Ryges barndomsfavoritter) til ni slags syltede græskar.

»Når Gericke kom, eksploderede hele køkkenet. Man skulle endelig ikke forstyrre ham, han havde det hele inde i hovedet, og når han var færdig ved 16-17-tiden, stod retterne linet op, og køkkenet var fuldstændig ryddet op«, fortæller Søren Ryge.

Køkkenet ligner sig selv fra dengang, han og Gericke optog tv sammen:

»Køkkenet har været her i 32 år. Det trænger til en kærlig hånd på et eller andet tidspunkt, og sådan er det«.

Sollyset fra havedøren stråler ind på de cremefarvede kakler over komfuret, hvor grydelåg, sakse og en kobbergryde hænger i kroge under emhætten. På væggene hænger billeder af familien – børn og børnebørn fra flere ægteskaber – og et udklip fra dengang, Søren Ryge blev madskribent for en dag på Politiken og spiste 12 retter i køkkenet på Henne Kirkeby Kro.

På det moderne hvide gaskomfur står panden klar. Catherine har købt fars, fortæller Søren Ryge, så i aften steger de frikadeller.

»Børnebørnene elsker det. Frikadeller, kartofler og Sørens brune sovs. Den slags får de ikke derhjemme hos familien i Risskov. Den generation laver sgu ikke brun sovs, men det gør vi her. Catherines barnebarn Johanne gør, nøjagtig ligesom min far gjorde hele sit liv: Hælder kartofler op, moser dem, godt med sovs ovenpå, plaprer det hele sammen til en gang babymos og æder det. Og så tager man en portion mere«.

Bom. Tak for mad

Søren Ryge voksede op i Gram i Sønderjylland i et hjem, hvor mad var brændsel. Det var ikke forbundet med nydelse og samvær.

»Jeg er vokset op i en kultur og et socialt miljø, som var direkte efterkommer af bønderne. Min far var i bund og grund en bondemand og min mor en bondepige, og de spiste, præcis som de havde gjort som børn, og som deres forældre havde gjort før dem. Maden var aldrig noget, man snakkede om. Min anden kone, Maj, kunne godt lide at lave mad, og hun havde en helt anden madkultur. Hun hadede, når det gik for stærkt. Hun hadede min far, når han kom på besøg, for han åd al maden. Bom. Tak for mad. Ligesom man lærer at cykle og aldrig helt glemmer det, så kan jeg godt tage mig selv i at spise på samme måde som dengang, når jeg er alene i dag. Så kører det bare ned: dong, dong, dong, dong, dong«.

Søren Ryge har indtaget sin daglige plads i »samtalekøkkenet«.

Fra Wegners Kinastol kan han sprede armene ud som en ørn og nå de vigtigste ting oppe på køkkenbordet: kaffen i højre hånd, og piben i venstre.

Han fyrer op i piben og bliver straks indhyllet i en gråhvid sky.

»Catherine og jeg drikker nok mindst 10 kopper kaffe om dagen. Hver. Jeg drikker sort kaffe, og vi laver vores kaffe på den der håbløst gamle måde: Vi har en elkedel, så har vi en termokande, og så har vi et godt gedigent Melitta-filter. Vi har ingen kaffemaskine«.

Kringlen

Kaffe og kage er vejen til Søren Ryges madhjerte. Et par gange om året bager han fedtebrød, hvis der skal kræses lidt ekstra for gæsterne. Eller også bager han den danmarksberømte kringle, som han fik serveret i Asdal Forsamlingshus ved Hirtshals af kogekonen Anne Margrethe, og som han endte med at dedikere et helt tv-program til.

»Er der noget, der kan gøre indtryk på mig, så er det kager. Smukke kager. Mad interesserer mig ikke, men kager interesserer mig voldsomt. Catherine kan skanne en smykkebutik på et minut, skanne alle ørenringene, og så kan hun gå i igen, og på samme måde kan jeg skanne en bagerbutik meget kritisk. Problemet er, at ørenringe kan du prøve. Du kan ikke bare stikke fingeren i en kage«.

Ude på gårdspladsen kommer der en brunplettet hønemor gående med sit kuld af artige kyllinger i hælene. Søren Ryge får øje på dem:

»Tuttelutteluttelut. Bullebullebulle. Se, så kommer de hen til mig«, siger Søren Ryge.

Kulissen er perfekt, øjeblikket er som taget ud af 40 års flow-tv, og man kan nærmest se rulleteksterne og Ryges signatur for sit indre øje. Selv om den faste ansættelse på DR er forbi, er det ikke slut med Ryge på skærmen.

»Nu er jeg holdt op, men jeg er ikke syg, jeg er ikke træt, jeg vil bare holde, mens legen er god. Jeg har ikke helt så meget energi, som jeg havde for 10-20-30 år siden, men jeg har stadigvæk gode ideer til fjernsynsprogrammer. Og når jeg får en god idé, der holder – og det ved jeg jo efter 40 år i branchen – så finder de altid et hul«.

Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

1Altid sovs

Sovsejævner er den vigtigste ingrediens i mit køkken, og jeg bruger den 9 af 10 gange, jeg laver mad. Jeg kan også fint lave en opbagt sovs, gerne persillesovs, som enhver husmor har gjort gennem generationer. Opbagt sovs med smør, og hvis jeg ikke lige har hønsefond, så har man jo en bouillonterning.

2Persillekværn

Når jeg laver persillesovs, skal det laves med et ordentlig bundt frisk persille, som jeg hakker med min persillekværn af rustfrit stål. Det duer ikke at hakke med kniv, for når du kører det i kværnen, får du alt saften med, og det er jo det, der smager. Jeg kommer så meget persille i, at det bliver mørkegrønt og nærmest ligner stuvet persille. Sateme, hvor det smager godt. Især med stegt flæsk til.

3Lysristet rød java

Catherine og jeg er ekstremt kræsne med kaffe. Vi har smagt os igennem de fleste kaffemærker i den lokale Meny og fundet frem til en, der virker: lysristet rød java fra Columbia. Hvis den en sjælden gang er udsolgt, og jeg køber noget, der minder, kan Catherine smage det omgående. Og hvis jeg kommer med noget af det billige stads, vil hun ikke drikke det. To gange har jeg fået foræret de der moderne espressomaskiner med kapsler, men de er ikke engang pakket ud endnu. Vi gider ikke, det er for dyrt.

4Wegnerstole

Næst efter sofaen foran fjernsynet, så er husets mest brugte stole de to, vi har stående i køkkenet. Wegners ’The chair’ og Kinastolen. Vores køkken er et samtalekøkken forstået på den måde, at vi sidder der fra morgenkaffen til aftenkaffen, også når vi skal snakke dagen igennem.

5Tipoldeforældrenes sølvkniv

Den her køkkenkniv har Catherine arvet fra sin tipoldeforældre. Det er en smuk sølvkniv, og af en eller anden grund er den bare skarpere end alle de andre. Jeg sliber den på en lille slibesten, for jeg hader sløve knive. Det samme gælder min lommekniv og mine dolke.

Læs mere:

Annonce

Seneste nyt