0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lærke Kløvedal: Når døden slår appetitten ud af kurs

Sidste år mistede Lærke Kløvedal sin far. Det blev på alle måder et nulpunkt, en stilhed, og en ny forståelse for mad.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den 23. december 2018 lod min far sit hjerte slå det sidste slag. Han døde med alle os fem børn omkring sig. Han havde planlagt sin død, som man kun kan, når man er en gammel kaptajn, der har set det meste og for længst har indgået en pagt med vejr og vind og diverse øvre magter. Han ville dø lige der med os omkring sig. Resten af den enorme familie skulle komme dagen efter. Fadeburet var fyldt, og min far havde sørget for, at en gammel ven havde forberedt julemaden, der bare skulle varmes. Vi skulle holde kæmpestor jul. Men han ville lige nå at dø den 23. Den sag var der styr på.

Hele dette år har for mig været en ny begyndelse. For uagtet hvordan relationen i øvrigt har været, så vil jeg påstå, at en forælders død altid vil være et nulpunkt. En koldstart. Det blev en kold start på det nye år for mig. En mager start. Kroppen vil ikke næres, når den er ulykkelig, min vil i hvert fald ikke. En paniktilstand, når man som jeg, lever et liv, der handler om mad og gastronomi. Alt, jeg spiste, var for fedt, for salt, for lidt, men mest for meget. Kaffen for bitter. Vinen for skarp. Kiloene raslede af.

Pas godt på din butik

Min kæreste hev mig til Barcelona til andre dufte, andre smage. Vi fandt et hul i en væg, Cova Fumada hed stedet, hvor der blev smidt de mest utrolige spanske klassikere over bardisken i et frygtindgydende tempo. Vi grinede og spiste og skålede. Det hjalp. En makrelservering på den tostjernede Disfrutar pustede til smagsløgene. Der var solskin på vinterfrakkerne på stranden på Barcelonetta. Varmen kom tilbage.

I foråret tog jeg på stilhedsretreat. Stilheden lignede til forveksling endnu en paniktilstand, når man som jeg normalt taler meget. Jeg skulle være stille i fem dage og undvære mobil, bøger og andre andre stimuli. Fylde dagene med yoga, mindfullness og guidet meditation. Folk vidste ikke, om de skulle græde eller grine, når jeg fortalte om retreatet. Og hvor banal har man egentlig lov til at være, når man sørger? Så banal, som man vil, er jeg nået frem til. Så længe man passer sin egen butik. Tilmed passer godt på sin egen butik. Vander planterne i vinduerne, lufter ud og får ryddet op på de bageste hylder. Så er der nemlig plads til de nye varer, man pludselig har mod til at stille frem.

Hvad er egentlig vigtigt?

Hvad lærte jeg på stilhedsretreatet? En hel del, vil jeg påstå. Jeg oplevede, hvor meget der er fyld og vane. Mindfull eating eller bevidst spisning er ord, der i udgangspunktet gjorde mig træt helt ind i knoglerne. Måske du har det på samme måde? Men prøv i første omgang at spise alene. Uden skærm, avis, telefon. Bare alene, uden underholdning. Prøv dernæst at smage, virkelig smage på, hvad du putter i munden. Forhold dig til teksturer, dufte, farver. I virkeligheden rystende tæt på, hvordan jeg går til et måltid eller et glas vin, når jeg anmelder restauranter for Politiken. Glæden ved en knasende sprød agurk, en perfekt stegt pighvar, et nybagt rugbrød. Et boblende glas champagne. Eller et iskoldt glas vand. Der er meget taknemmelighed i samtlige vellavede måltider, hvis man gør sig den umage at give maden sin opmærksomhed. Og hvorfor egentlig ikke, nu du har lavet den/betalt for den/bestilt den/når den står foran dig?

Det, jeg også oplevede, var, at jeg spiste mindre, end jeg normalt gør. Markant mindre. Rystende meget mindre, hvis jeg skal være ærlig. Modeordene ’overforbrug’ og ’less is more’ sneg sig ind i mine noter. Tilbage på mit arbejde var jeg ved at besvime over stimulanser. SÅ meget snak. SÅ mange møder. SÅ meget kaffe-te-kakao-basser-kantinefrokost-eftermiddagskage-klokken-fem-slik. SÅ mange tjek på mobiltelefonen undervejs. SÅ helt utrolig ondt i maven.

Nattepasta og en savnet due

Et dødsfald kræver ofte flere ofre. Man har kigget sin egen dødelighed dybt i øjnene, og hvis det ikke får dig til at spørge, HVAD ER VIGTIGT med versaler så store som Yahya Hassans og med et gigantisk blinkende spørgsmålstegn bagefter, så ved jeg ikke hvad, der gør.

Mit offer blev min daværende arbejdsplads. Jeg sagde mit faste, men dårligt fungerende job op uden at vide, hvad der ventede. Man er ansvarlig for sin egen lykke, så nemt er det. Og så svært er det.

Og hvad skete der så? Forblev jeg en smidig, tavs og småtspisende yogi? Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Tryk avler modtryk, og alle trykkogere har brug for ventiler.

Forblev jeg en smidig, tavs og småtspisende yogi? Selvfølgelig gjorde jeg ikke det.

Så efter askeselignende tilstande i foråret, drak og spiste jeg mig igennem sommer og efterår. Funky georgisk-tyrkisk-fransk-italiensk bistromad på Bardok og oldschool luksus hos Wassim Halal i Aarhus. Nattepasta på Barabba, østers og bloody mary på Gaarden & Gaden. En sart og sanselig grøntmenu på Noma efterfulgt af store drinks på Geist. Klassisk fransk på grundgode Maison, der fandt et hul i markedet, for alle har tilsyneladende savnet due og kalvelever – også jeg. Naturvin og tømmermænd og om igen. Det føltes pragtfuldt. Og mindst lige så vigtigt som de intenst fokuserede måneder forinden.

Vi tog til Bornholm og oplevede gourmetudgaven af mindfull eating på Kadeau, efter at vi på 4 kraftanstrengte timer forcerede øens bakker i modvind på cykel. Og besvimelsesparate derefter fik serveret al den natur, vi netop var kørt igennem. Det var bæredygtighed i sin reneste form, og jeg husker ikke en mere velorkestreret menu. Det var smagen af en ø, og det måltid glemmer jeg aldrig.

Færre penge, større frihed

Et sted midt i det hele fandt jeg frem til et liv og et arbejdsliv, der passer til mig. Den slags kræver både held, afkald, frustrationer, flid, tillid og tålmodighed, og jeg er dagligt taknemmelig over resultatet. At finde ud af, hvad man vil, hvad man kan holde til og forsøge at leve derefter, er det mest bæredygtige og fornuftige, jeg har foretaget mig i år. Helt konkret betyder det lavere indkomst, uendelig meget større frihed, fridage på en onsdag og 14-timers arbejdsdage på en lørdag. Jeg glæder mig mere og ærgrer mig mindre. I skrivende stund betyder det også mindre vin, mindre kød, mere søvn og mere træning. Ikke som et dogme, men fordi det giver mening for mig og er muligt lige nu. Ligesom jeg vil byde det velkomment, når tiden igen er til buldrende, forjættende fester, endeløse måltider og nætter uden slutninger.

Dette er mine sidste skrevne ord i 10’erne. Vi er på vej ind i et nyt årti. Bliver det et årti, der tager det endelige opgør med den konventionelle spisning, hvor kødet er hovedrolleindehaver? Et årti, hvor restaurantboblen brister? Et årti, hvor de kvindelige køkkenchefer som en selvfølge indtager pladserne bag komfurerne? Et årti, hvor fronterne bliver trukket endnu skarpere op omkring det nye og det gamle. Eller et årti, hvor den gastronomiske rummelighed fortsat vokser?

Lad os tales ved, når årtiet er omme. Indtil da: Skål i gåsevin eller de sprødeste bobler. I stilhed eller i nytårsbrag. Skål for det, der var, og for alt det, der venter. Skål for nye begyndelser. Rigtig godt nyt årti.

Annonce

Seneste nyt