0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mette Mølbak: 10'erne er takeawayens årti

Chefredaktør Mette Mølbak gør status over 10’erne.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hver dag møder jeg de blå bude. Madudbringningstjenesten Wolt har indtaget landet og ræser rundt i de store byer med firkantede tasker på ryggen læsset med mad fra byens smarte restauranter: Jagger, OliOli, Gorms Pizza, La Neta ... I dag er der mere end 3.500, der tager den blå Wolt-taske på ryggen og cykler rundt med mad. Forventningen er, at inden vi når 2020, vil Wolt stå for at udbringe mere end 14.000 daglige måltider. Og det er kun en lille del af markedet.

Aldrig før har det været så nemt at købe sig til et færdiglavet måltid. At lade sig servicere og spise lige netop den mad, vi føler for – sushi, indisk eller thai – bragt direkte til døren eller fisket op af køledisken, hvor udbuddet af færdigretter breder sig.

10’erne er takeawayens årti. Vi bruger mindre tid på at lave mad, og når vi gør det, klipper vi i stigende grad poser op. Vi er gået fra hjemmelavet til hjemmetaget. Fra hjemmebagt til hjemmebragt.

Vi er som nation kendt for at være helt fremme på økologibarrikaderne og gransker varedeklarationerne, når vi står i Irma, men når mad bliver pakket ind i tilpas meget convenience, oplevelse og lækker indpakning, ryger vores parader ned.

Vi er sultne for sjov og glemmer alt om pesticider, trange bure og tilsætningsstoffer. Mens 0’erne blev det nordiske køkkens årti, hvor vi så småt begyndte at finde ud af, at vi har en regional madkultur, blev 10’erne færdigmadens årti, hvor vi valgte de nemme løsninger. Hvor plastikindpakkede måltider fortrænger pladsen for råvarerne – altså den mad, der ikke har været forbi en fabrik, før den kom ud i butikken. Hvor gæsterne bliver overrasket, hvis man har gidet at lave mad til dem, og hvor det er helt legalt, at et familiemåltid kan bestå af mad fra tre forskellige takeawaypushere for at imødekomme alle præferencer.

Vi spiser takeaway fordi det er nemt, og bilder os ind, at det er helt o.k. Det er det også en gang imellem. Men vi er på vej til amerikanske tilstande, hvor 58 procent af kalorierne kommer fra forarbejdet mad. Madlavning er ligesom med træning. Man skal være i god form for at gide at lave mad. Ingen kan begynde med et halvtomt køleskab.

Et studie i det amerikanske tidsskrift Scientific American, som Politiken beskrev tidligere på året viser, at den ’ultraforarbejdede mad’ skubber massivt til fedmeepidemien. Ikke på grund af sukker, fedt eller kulhydrater, men på grund af forarbejdningsgraden.

I den her udgave af mad har vi blandt andre ladet kokken Nikolaj Kirk fælde sin dom over 10’erne. Han kalder færdigmaden for 10’ernes genfundne slam og opfordrer os til at lade plastikmaden forblive i 10’erne. Sådan går det næppe. Færdigmaden vil kun vokse. Men der er brug for, at vi også i det næste årti minder os selv om, hvorfor vi skal lave mad. Fordi vores krop og klode har brug for, at vi gør det selv. Vi vil opfordre til, at vi fylder køleskabet, genvinder kontrollen i køkkenet og gør 20’erne til årtiet, hvor vi køber mindre og laver mere selv.


Annonce

Seneste nyt