0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Masao Yamazaki
Tegning: Masao Yamazaki

Panodiler, tyggegummi og min dannelsesrejse med sushi

Det er 20 år siden, vi lærte at spise fisk rullet ind i ris og dyppet i soya og wasabi. Lærke Kløvedal beretter om sin genoplivede forelskelse i sushi.

Klummer
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Sig efter mig: IRRA – SHA – MA - SÆIIIII«.

Jeg kiggede fokuseret på de karikerede mundbevægelser og forsøgte forgæves at gentage de uvante lyde. Året var cirka 2001, og munden tilhørte den tjener, der skulle oplære mig på restaurant Sticks’n’Sushi – i daglig tale bare Sticks – og summen af nye ting, jeg skulle lære, var overvældende. Japanske tal, navne på retter og ovenstående velkomsthilsen var en del af læringspakken. Kort tid efter skulle jeg selvbevidst råbe disse ord ud over gæster. »Irashamasei!« – velkommen, ærede gæst.

Jeg har aldrig før eller siden kæmpet så hårdt for at få et job. Jeg var få måneder forinden blevet stormende forelsket i min ungdoms store kærlighed, som havde introduceret mig til sushi. Om det var fyren eller fisken, der gjorde det afgørende indtryk, er jeg i tvivl om. Men én af forelskelserne har holdt i snart 20 år.

Æstetikken, de nye smage, langsommeligheden i måltidet (i begyndelsen ufrivilligt, for det tog eddermaneme lang tid at lære at balancere de spisepinde), teksturerne, letheden. Jeg kunne ikke få nok og brugte en betragtelig sum af de penge, jeg tjente på at lange burgere over disken på hedengangne Chili på Vandkunsten i København, på at spise sushi.

Indtil et venligt menneske gjorde mig opmærksom på, at jeg jo kunne søge et job på Sticks og dermed lægge mine arbejdstimer på fiskebaren i stedet for burgerbaren. Genialt.

Men der var mange, der gerne ville være tjener på den dengang ret hippe sushibar, og det virkede, som om der var en kode, der givetvis handlede om at være lidt mere skarp, lidt mere smart, lidt mere københavner (?), som jeg ikke kunne knække. De manglede ikke flere tjenere, blev der sagt.

Bliv abonnent på Politiken MAD, og få adgang til hele artiklen

Du får de næste tre numre Politiken MAD leveret direkte til din dør og fuld adgang til alle artikler digitalt.

Køb abonnement

Annonce

Seneste nyt