0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Masao Yamazaki
Tegning: Masao Yamazaki
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lærke Kløvedal: Den nat, jeg stjal Camilla Plums kogebog

Der findes (koge)bøger, som ændrer ens liv. Lærke Kløvedal om kogebogen, som lærte hende at sætte ord på sin hjemstavns frodige spisekammer.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Da jeg var i begyndelsen af 20’erne og næsten lige flyttet fra Thy til København, stjal jeg en andens julegave. Ikke bare lånte. Jeg reelt stjal den. Gaven, som ikke var til mig, var Camilla Plums kogebog ’Mors mad’ fra 2001, og den blev intet mindre end definerende for mit liv.

Jeg havde bladret i bogen, da gavens rette modtager havde takket og skødesløst (ha!) lagt den fra sig. Og fra det øjeblik, jeg sad med bogen i hænderne, vidste jeg, at den måtte være min. Det var hverken billedet af ferskener så yppige, at jeg måtte synke, eller desserten med dulce de leche, der lignede noget, der kunne blive besværligt vanedannende, der havde forårsaget tyveriet. Det var mere en sært ubestemmelig længsel. Jeg smuttede ubemærket bogen ned mellem mine egne gaver, og da jeg julenat ikke kunne sove, læste jeg den fra ende til anden, som var det en roman og ikke en opslagskogebog.

Bogen var inddelt i måneder som en almanak, og sådan havde jeg aldrig set en kogebog præsenteret. Den var hysterisk indbydende. Juli måned blev indledt med et billede af en dybgul kornmark, der stadig den dag i dag kan tage pusten fra mig. Drømmen om den danske sommer samlet i et eneste billede. Det var marts måneds blege, solfattige foto med den tykke, røde kat, der kiggede direkte ind i kameraet, og som med det tilfredse blik måtte have en mus i maven. Og der var billedet af vinterkartofler, der lå i en lærredssæk i blødt lys. Jeg faldt nærmest ind i billedet og mærkede min barndoms frysende, gysende morgener med hvid kuldeånde, hop på stedet og varm te med honning i kørekoppen, for så betænksom var min stedfar.

Billedet fra juni måned lokkede med blomstrende rosenbuske og hist, hvor vejen slår en bugt. Det var så dejligt ude på landet. Men denne juleaften havde jeg trodsigt vendt ryggen til alt det land, jeg kommer fra, og kunne ikke blive københavner hurtigt nok. Jeg havde sprintet ind i storbyens mørke eller egentlig ind i alt lyset. Sådan føltes det i hvert fald for mig, der indtil da havde boet et par hundred meter efter sidste lygtepæl, hvor der derefter kun var kulsort bølgebrus og stiv vestenvind for resten.

Bogen virkede som en almanak over min egen barndom på landet ved vandet. Mit barndomshjem var ikke en stor gård, og maden havde ikke været det centrale omdrejningspunkt. Eller havde den egentlig? Min mor havde (og har stadig) misundelsesværdigt grønne fingre og velvoksne overarme, for i størstedelen af min barndom havde vi en stor og frodig køkkenhave. Hønsene blev fodret med den vildtvoksende grønkål, der gjorde æggeblommerne i mayonnaisen orangegule. Mayonnaisen, som vi spiste til krabberne hentet fra fiskekuttere, der blev trukket direkte op på stranden. Og samme æggeblommer fungerede fortræffeligt som rå umamibombe oven på rugbrødsmadder med tomater og løg fra haven. Kartofler, jordskokker, rosenkål, porrer, rabarber, jordbær og ærter fyldte det meste af aftensmadstallerkener, fadebur og kummefryser. Mynte, purløg, løvstikke, citronmelisse, dild og persille agerede grønt drys på hvad som helst.

Evigt ejes kun det tabte, og den julenat græd jeg mine salte, trodsige tyveårstårer af længsel over den hjemstavn, den barndom på landet, jeg – naturligt nok - var flyttet fra, og som jeg var klar over, aldrig ville komme tilbage. Camilla Plums kogebog kom til at definere, hvor jeg kom fra, men i den grad også, hvor jeg var på vej hen. Én enkelt bog, der med grønne, sultne og appetitlige fangearme kom til at række både bagud og fremad i mit liv.

Få digital adgang til hele Politiken MAD

Lige nu giver vi dig digital adgang til hele Politiken MAD

Gå til tilmelding

Annonce

Seneste nyt