0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Masao Yamazaki
Tegning: Masao Yamazaki
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forbandede rødder og varm sprut i inderlommen: Hvert efterår bliver jeg 100 år. Igen

Oktober forvandler Lærke Kløvedal til pensionist: Gåture i skoven, blå ost og portvin til natsnack, henkogte pærer i chokoladesovs – og drømmen om en lommelærke med varm gløgg.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Oktober er pusterummet mellem hverdagens aggressive opstart i august efterfulgt af hamsterhjulets granatchok i september. I oktober har vi fundet formen igen. Dagligdagen og køligheden har igen gjort os til de stabile, klarsynede og effektive nordboere, vi er. Efterårsferien giver et ekstra skud energi. Oktober er pausen, før vi ruster op til novembers mørke og decembers hysteriske julestress.

Det er i foråret og sommeren, vi drømmer stort og kaster alle brikkerne op i luften. Hvad nu hvis …, og vi kunne jo også. I oktober er vi færdige med at lade tankerne flyve vildt og frit. I sommeren formulerer vi ønsker og ændringer, om ikke andet stille for os selv. Der er her, vi lægger luftige planer om alt det, vi ville ændre. I oktober er puslespillet godt og grundigt samlet igen. Måske fik vi ændret noget undervejs. Måske er tingene, præcis som de plejer. I oktober er drømmene sat på pause, og vi er på vej i hi med det, vi nu har.

Oktober er Dyrehavens farveorgie. Det er sweatre og smukke vinterfrakker og lange støvler. Det er først i januarsludet, at de rigtig praktiske af slagsen må i brug.

Den er så stærk, at du på et tredje glas læner dig mod det uforsvarlige, men den fratager dig til gengæld alle bekymringer

Det er varm kakao og min evige undren over, at gløgg konsekvent først serveres fra slutningen af november. Alle andre traditioner indledes og trækkes ud i det uendelige, men gløggen holdes der åbenbart stædigt på. Hvorfor? Det er jo ikke, fordi den ikke er moden, ikke plukkeklar eller døjer med frost eller overdreven hede. Den bedste gløgg fås stadig hos Noorbohandelen i Torvehallerne. Aromatisk og afsindigt velsmagende. Den er så stærk, at du på et tredje glas læner dig mod det uforsvarlige, men den fratager dig til gengæld alle bekymringer, før du får set dig om. Jeg drømmer om en termolommelærke med Noorbo-gløgg i inderlommen fra oktober til marts. P.t. er eneste mulighed for varm sprut lumumba, hvis man altså kan overtale tjeneren til at hælde et skvæt cognac i kakaoen. Det kan også noget. I hvert fald den første halvdel af koppen, derefter bliver det lidt kvalmt.

Den trofaste papirkalender

Hver eneste efterår kigger jeg på mit liv og opdager, at jeg igen i år er blevet 100 år indeni. Resten af året føler jeg mig nogenlunde på omgangshøjde med min egentlige alder (42), men ved løvfald rammer jeg hvert år de 100.

Min analoge Mayland-kalender føles som et visuelt bevis på samme. Det er den med spiralryg, tynde datosider af papir og perforerede trekanter nederst, der skal rives af dagligt, og som jeg troligt køber i Arnold Busck hvert år. Alene det at have en papirkalender føles ikke alderssvarende. Hver digital mødeindkaldelse jeg modtager, skriver jeg sirligt ned på kalenderpapir.

Min hjerne vil tilsyneladende ikke huske, hvad der er tastet ind i en digital kalender, men sagtens, hvis det med (egen) håndskrift er noteret på papiret.

Jeg sidder med min tætskrevne kalender i hånden og kan mærke, at venstre side nu er tungere end den højre. Det betyder, at året er tippet på midten, og tyngden vidner om efterår. Det er oktober, og lyset er her kun lidt endnu.

I oktober holder sommerens D-vitaminskud os stadig fortrøstningsfulde. Det er først i november, at realiteterne går op for os: der er 5 måneder til næste solstråle, og at vi er fucked.

Papirkalenderen minder mig også om min stedfar, der hele sit voksne liv dagligt skrev stikord i sin – ligeså - analoge kalender. Derfor kunne han med sikkerhed fortælle, at vi sidste år på samme dato havde spist grillet makrel, og med hvem vi havde spist den. At hyldebærrene i 1997 var bugnende klar til at blive plukket netop på denne dato, og at årets kantarelhøst havde været enten mere eller mindre imponerende end sidste år. Det sidste betød en del – kantarellerne blev sirligt vejet efter hver tur i skoven, og kilo og gram blev skrevet ind i det, der var en blanding af kalender, dagbog og almanak. Årets gang, der over årene og især efter hans død pludselig blev optegnelser fra et helt levet liv. Det er fasaner og vildt på byens restauranter. Hos Gordon Ramsey i London fandt vi engang et hagl i fasanen og fik til gengæld middagen gratis. Det burde ikke kunne ske, blev der sagt af en tjener med vest og pletfri manerer.

Det er den lidt besynderlige klassiker i min familie, der går så godt til stegt og røget vildt – grønkålssalaten med cremefraiche og hasselnødder, groftrevet æble og – chok – rosiner. Det lyder skævt, og kønt er det ikke. Men den grønne robusthed fra kålen, knaset fra nødderne, sødmen og friskheden fra æblet og syren og mejerigodheden fra cremefraichen er et virkelig glimrende sidekick. Rosinerne kan udelades, men så alligevel ikke. Og det er med sikkerhed dem, der får ungerne til at spise med.

Blåskimmel og portvin

Det er også nu, vi skal forholde os til alle de forbandede rødder i måltidskasserne. Persillerod, skorzonerrod, knoldselleri, kålrabi. De vil os det jo godt, rødderne, det er jeg sikker på. Men ægte kærlighed bliver det aldrig.

Til gengæld er der smukke Helene. Desserten med de henkogte og vidunderligt aromatiske pærer, der står så godt til vaniljeis med den søde bitterhed fra den mørke, fyldige chokoladesauce.

Det er nu sæsonen for den rigtig farlige godnatsnack starter. Glem alt om slik, kager eller et glas vin til yndlingsserien. Blå ost må der til. Jeg har en svaghed for Arla Unikas blåskimmelost: Måneskær, Sølvræv og Sort Himmel. Serveret på kiks, gerne de klassiske fra Bornholm og med portvin til. Rigtig kysseegnet er det ikke. Og det er ikke opskriften på tynde lår. Men man bliver mild i sindet, kigger en smule kærligere på det liv, man nu engang har skabt sig, og sover så glimrende bagefter.

Hvert efterår bliver jeg 100 år. Igen. Ligesom jeg hver eneste forår bliver 25. Først der har vi for alvor balladen.

Læs mere:

Annonce

Seneste nyt