0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Masao Yamazaki
Tegning: Masao Yamazaki
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lærke Kløvedal om 2020: Farvel og tak til et lorteår

A(n)nus horribilis. Året, der lugtede af lort – eller af ingenting overhovedet

Klummer
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

WHAT A FUCKING YEAR«, står der på kaffekoppen foran mig, som jeg har købt hos keramikeren og kunstneren Kritisk Pynt. Jeg er normalt ikke til hverken statementkopper eller pynt. Men efter det horrible år 2020 føles det helt rigtigt at drikke min duftende kaffe af en kop med en glimtende enhjørning, hvor teksten indirekte minder mig om, at 2020 i sandhed var ualmindeligt.

Corona anslog den primære grundtone for året, der gik. Ulykken kom nemlig ikke alene, og en katastrofevagtsomhed ramte det liv, jeg kendte. Parallelt oplevede jeg en ny afklarethed, om ikke andet af nød. Fordi det var umuligt på én gang at være bekymret for både coronafølger, miljøet, det amerikanske valg, restaurationsbranchens overlevelse, min mors helbred, mine børns fremtid, og hvordan de kvinder, der er stået frem i sexismedebatten, blev behandlet. En gæst i mit radioprogram ’Det sidstemåltid’ udtalte, at man virkelig skulle skamme sig, hvis man som journalist ikke kunne finde noget at interessere sig for i 2020. Et helt år, hvor alle informationer ankom iklædt gule breaking news-bjælker. En anden gæst sagde, at hun i 2020 havde forbeholdt sig retten til ikke at have en holdning. Til offentligt at sige sætningen: »Det mener jeg ikke noget om«. Punktum. Det opsummerer for mig året ret præcist: Følelsen af på den ene side at være i konstant alarmberedskab og på den anden side at vende blikket mod det nære, det konfliktnedtrappende, roen.

Men 2020 blev også året, hvor alt blev sagt, hvor alt kom frem i lyset. Måske blev noget antændt i forårets lange måneder i karantæne, hvor vi på godt og ondt blev tvunget til at tænke os om, fordi den vante støj fra et hastigt liv forstummede. Vi blev tvunget til at se indad, til at dvæle. Til at stikke næsen helt ned i alt det lort, vi ellers ikke magter at forholde os til.

Over sommeren skulle der renses ud. I fortiede sager, i relationer, i de strukturer, vi umærkeligt alle sammen har været en del af. Det oprydningsarbejde er opslidende. Men sandhed giver nye kræfter. Og sandhed smitter hurtigere og mere mærkbart end selv corona.

I efteråret fik jeg den besked, som vi vel alle har frygtet siden marts: Jeg var smittet med covid-19. Det var umiddelbart en mild omgang. Med undtagelse af at jeg mistede både lugte- og smagssans helt og aldeles. Ubehageligt i sig selv, men med mit job som madanmelder potentielt invaliderende. I to klaustrofobiske døgn væltede jeg rundt i lejligheden som en fortvivlet sporhund og forsøgte at få den mindste fært af ... et eller andet. Jeg stod med næsen helt nede i ost, eddike og makrelsalat, men kunne ikke lugte den mindste forskel. Jeg har før mistet lugtesansen i forbindelse med en forkølelse, men der var lugt og smag der stadigvæk inde bag ved forkølelsen. Det her var anderledes. Den var bare VÆK.

Der er én god ting at sige om sygdom, og det er den efterfølgende bevidsthed om igen at være rask. At få kræfterne og ikke mindst sanserne tilbage. Jeg tudede af taknemmelighed, da jeg stod i køkkenet og pludselig kunne dufte en tomat. Derefter snusende jeg mig metodisk gennem hele køkkenet: skallen fra et æg, forskellen på en nyåbnet pakke smør og den, der havde været åbnet et par dage, en pose med mel, KAFFE. Oh, sweet Jesus –mine sanser var tilbage!

Gør straks dig selv den tjeneste at sætte næsen til magasinet her, og pris dig lykkelig over, at du kan lugte tryksværten og det tykke papir. I 2021 vil jeg lugte og dufte og snuse til alt, hvad jeg kommer i nærheden af. Og glæde mig over alt det nye, der spirer og vokser op af den møgbunke, vi kaldte 2020. Godt nyt år!

Læs mere:

Annonce

Seneste nyt