0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Marie Benzon
Foto: Marie Benzon
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Spørg brevkassen: Krebs' skole

Samtaler vælder, når traditionerne har behov for et eftersyn, mener Trine Krebs, som svarer på spørgsmål på tærsklen til det nye år.

Klummer
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kære Trine
Vi er tre vennepar, som har holdt nytårsaften sammen i 30 år. Menuen har stort set altid været den samme: laks til forret, oksefilet til hovedret og belle hélène til dessert. Men siden jeg blev abonnent på MAD, har vi ændret vores madvaner, og jeg synes ikke længere, at vi kan være bekendt at servere opdrættet laks, der ødelægger havbunden, og oksefilet fra køer, der sender tonsvis af CO2 ud i atmosfæren. Min mand synes, jeg er blevet lige lovlig frelst, og holder på, at vi skal gøre, som vi plejer. Men jeg vil så gerne overraske dem med en menu, der er langt lækrere og meget bedre for vores børnebørn. Men hvad i alverden spiser man nytårsaften, hvis det er slut med oksefilet? Kærlig hilsen, den omvendte

Kjære den omvendte
Du rammer så mange af mine kæpheste, at jeg får ondt i fingrene af alt det gode, der er værd at vrinske med på:
1. Kan vi holde det religiøse sprog ude af maden? Du er ikke omvendt. Du bruger bare alle dine sansers fulde fornuft. Og du har ret – forandringen sker også i nytårsmenuen, men det er ikke en ny vækkelse, det er blot sund fornuft. Vær lidt snedig, gå i forhandling, måske skal hele forandringen ikke nødvendigvis ske på år ét?
2. Kunne I være typerne, der fandt glæde i at tage ud at samle jeres nytårsøsters ved Vadehavet, hvor vi har den invasive stillehavsøsters, som retteligen skal ædes væk? Det er berusende at kunne samle og samle og slæbe til huse. Østers er festligt, og når man har mange nok, er der plads til leg med forskellige retter. Gratinerede eller friterede til skeptikere, finthakkede i en dressing over en smuk salat eller grøntsagssuppe, naturel eventuelt med et dryp og et tryk af det, I kan lide. Hvert vennepar kunne komme med en idé til en østersret?
3. Alternativt, frås med det ondeste højkvalitetsgrøntsagsindkøb, og lav alle mulige fantastiske smukke grøntsagstapas til forret. Husk lidt gratineret lokal gedeost hist og en dut hjemmehørende blæksprutte pist – dem, skal vi nemlig også æde ud af havet.
4. Lad okse være okse. Vi er kommet der til i klimaslaget, at vi har forstået, at de firbenede med de mange maver giver så mange økosystemstjenester, at det ikke handler om, at vi skal undgå at spise dem. EAT Lancet, giver et bud på 15 gram rødt kød per verdensborger per dag. Det vigtige er at få samtalet om oksens kvalitet. At den er lokal, at den udelukkende er græsfodret – naturligvis økologisk, at den er slagtet på en god facon og hængt, så din slagter får grundvand i øjnene. Vennepar med 30 år i fællesskab, og med en evne til at reflektere, som du gør, har oftest noget at rutte med –OG det rykker, at I tager valg, som kan ses, røres og høres. Det rykker for den uspiste soja, det rykker for flere græsarealer. Det handler om så meget mere end oksekød eller ej – nemlig om det at være grundig med eksistensen og det levende. Vi spiser os frem til et levende frugtbart kulstofbærende landbrug – også til nytår – og oksen er en vigtig spiller i slaget om den frugtbare jord – i små fine højkvalitetsmængder, forståes! Jeg glæder mig til at høre om dine menuerfaringer fra hoppet mellem 20 og 21. Hvert hop tæller – hver samtale vælder!


Kære Trine Jeg har en veninde, der er god til at invitere til det ene og det andet og altid gerne lægger hus til. Problemet er, at hun altid laver for lidt mad. Kan jeg sige det til hende på en pæn måde, eller skal jeg bare vænne mig til at spise på forhånd, når hun inviterer? Venlig hilsen, en sulten læser

Kære sultne læser
Sikke en vidunderlig generøs ven, du har. Pas godt på hende! Altså, går udfra, at det hele er helt uanstrengt – det lyder sådan. Det er ikke alle mennesker, som gerne slår dørene op og inviterer ind. Det, tænker jeg, er en hyldest værd. Til gengæld har jeg i min snart 20-årige karriere erfaret, at det er ganske få mennesker, som har en veludviklet evne til at regne portioner ud. De fleste kompenserer ved at lave alt for meget – hvilket ingen i den vestlige hemisfære har godt af. Færre laver for lidt. Jeg støtter dig i, at en god samtale om mængder på mad er en fin måde at komme lidt tættere på hinanden. De dage, hvor Scarlett O’Hara spiste hjemmefra for at kunne holde korsetkontrol, er forbi. Hun lærte kun ikke at være tro mod sig selv – og hun blev en god overlever, men aldrig en god ven.


Kære TrineDet er snart jul, og jeg frygter højtiden. Min datter er blevet vegetar, og vi støtter hende og spiser nu kun ganske lidt kød. Men min svigermor insisterer på at holde jul som hun altid har gjort. Med and, flæsk og steg. I solidaritet med min datter vil jeg gerne gøre det anderledes, men det kan jeg ikke få min svigermor med på. Vi skal være hos hende juleaften, og jeg frygter, at det bliver en aften med dårlig stemning og: ’Den her ene aften kan du da godt’. Åh, jeg magter det ikke. Hilsen, en pleaser

Kære du
Tre generationer af hunkøn under samme tag i en edderudspændt forventningsmakspresset højtid. Det kan kun give gnister. Spisebordet er nu engang skabt, som det er, for at vi skal sidde med ansigterne mod hinanden, spejle os og møde al vores egen grimhed og skønhed – alle vores bekymringer og glæder. Bum, smask lige i ansigtet. Du skal blot læne dig tilbage og se dramaet udspille sig, som det har gjort det milliarder af gange før. Du er nødt til at spille din rolle. Let it be. I er alle ansvarlige for den gode stemning. Din svigermor gør det med flæsk, din datter med ungdommens kådhed og trang til forandring, og hvad vil du? Måske er du nøglespilleren, som har ansvaret for at skabe kjærlighed og forståelse –fordi du muligvis er den eneste kvinde, som ikke har nogle pandelapper, som enten hopper af sted i crazy teentempo, eller er ved at gå i stå af alders stivhed. Begge dele er naturlige dele af livet. At farmor har en flæskehabitus med sig, er ikke nogen bevidst kæmpestor fuckfinger til dig og din datter. Det er hendes madsprog fra flæsketiden. Lad din datter selv forklare, at hun er vegetar. Bland dig udenom – og lad eventuelt de to komponere julemiddagen sammen. Lad yngste og ældste finde hinanden uden din mellemkomst. Det er familie – alt, hvad der gør ondt ved bordet, har ikke noget med maden at gøre. Det er tiden for nedsmeltning – ofte fordi vi får muligheden for at bygge noget nyt op lige der i grænsen til det nye år. Alle relationer, der betyder noget, bærer smerten på den ene eller anden led. Æd den. Tyg på den. Smag på den. Spyt den ud. Den må godt være der, men den behøver ikke sætte stemningen og gå i endeløs nedtursjulespiral.

Annonce

Seneste nyt