0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Madskole med David Zilber

Sauerkraut med rødbeder

David Zilber har arbejdet med fermentering på Noma. Det lyder måske kompliceret, men alt, hvad du behøver for selv at komme i gang, er grøntsager, salt, sylteglas, kniv, skærebræt og en køkkenvægt.

27. august 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Til et 2-liters sylteglas
Arbejdstid: 30 minutter
Samlet tid: 7 dage

250 g rødbeder
1 kg rødkål (ca. et hoved)
salt
1/2 bundt timian

Forvarm oven til 200 grader. Fyld bunden af en tærteform eller et ildfastfad med groft salt, og placer rødbederne ovenpå.

Bag dem ca. 45 minutter, indtil du kan stikke en kniv igennem uden modstand. Lad dem køle af.

Pil rødbederne. Brug eventuelt handsker for at undgå at blive smurt ind i rødbedesaft.

Skær rødbeder i tynde juliennestrimler med en kniv eller på mandolin. Hæld dem i en separat skål.

Flæk rødkålshovedet på langs, og skær det i tynde skiver på 3-4 millimeter, og hæld det i en stor skål.

Vej rødkål og rødbeder hver for sig, så du får den totale mængde. Udregn 3 procent af vægten i salt (gang totalvægt med 0,03), mål det op, og tilføj det til skålen med snittet rødkål.

Masser saltet ind i kålen, indtil kålen begynder at udskille væde. Det tager et par minutter, og der skal bruges lidt kræfter.

Sprit et stort sylteglas af med vodka eller anden ren spiritus.

Bland rødbederne sammen med rødkål, og vend det godt rundt. Læg det i sylteglasset i lag med timiankviste.

Sørg for at hælde al den rødkålssaft, som er blevet dannet, i sylteglasset.

Fyld en lille plastikpose med vand, og læg den øverst i glasset som vægt.

Sørg for, at plastikposevægten holder kålen på plads, så alt er dækket af væden.

Fjern plastikringen på indersiden af låget. Luk glasset, stil på køkkenbordet i en uges tid, og smag undervejs. Efter en uge på køkkenbordet, sætter du plastikringen på igen og opbevarer sauerkrauten i køleskabet.

Redaktion

Opskrift: David Zilber

Tekst: Lars Eriksen

Video: Heidi Skibsted

Digital tilrettelæggelse: Karina Kofoed og Emma Louise Stenholm

Redaktør: Mette Mølbak

Læs mere: