Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Hartmann Schmidt
Foto: Jens Hartmann Schmidt

De hvide ferskner er som det pureste hvidguld, der f. eks. kan forvandles til en pastelfarvet ostekage med pistacier og mild rosensmag.

Opskrifter
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Med ferskner i køkkenet: Ode til Persiens hvide æble

Bag de hvide ferskners parfumerede duft og porcelænsfarvede hud gemmer sig den dejligste marmelade eller en forførende cheesecake.

Opskrifter
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg kan stadig huske den første gang, jeg smagte en hvid fersken. Det var i Paris, og jeg var blevet lokket til af en af de mange små inviterende grøntboder, der i selv de smalleste gader opviser et forførende frodigt udvalgt af frugt og grønt udstillet i kasser, der nærmest står lodret op i luften, så hver en hyldemeter udnyttes. Hver eneste kasse har sit eget sorte skilt, hvorpå der står skrevet med kridt, hvilken frugt eller grøntsag der her er tale om, og hvad kiloprisen er. På sådan et skilt læste jeg det besnærende ’Pêches blanches’, der mest af alt lyder som navnet på en fransk romanheltinde.

Hvide ferskner, oh là là. Gule er fantastiske, søde, syrlige og sommerlige. Hvis nogen skulle piske frem med flosklen ’smagen af solskin’, ville de tænke på en gul fersken. Hvide ferskner er langt mere fint parfumerede. Sarte og nærmest blomstrende i smagen. Mere saftige. Oh, at bide i den første helt perfekt formede hvide fersken på en sommerdag i Paris en gang i slut-90’erne … Tænder, der bryder ned igennem blødt, dunet skind og når indtil det skøre, saftfyldte kød, der brister i munden og frigiver safter og aromaer, der igen leder tankerne tilbage på føromtalte romanheltinde. Der er noget pudret, svundent og fornemt over smagen. Forleden dag, da jeg var på ferskenjagt i København, fandt jeg en kasse med smukke hvide ferskner. Jeg tror såmænd ikke, at min gode grønthandler havde opdaget, at det var det pureste hvide guld, han havde fået i ferskenkasserne fra grønttorvet den morgen.

Hvide og gule ferskner ligner hinanden meget udenpå – blot er de hvide mere lyst ferskenfarvede i skindet og lidt mindre rødkindede end de gule søstre. Og så dufter de altså mere blomstret af fersken og er lidt blødere i kødet. Men det er først, når du flækker dem og blotter det hvidlige kød, at du virkelig ser forskellen. Jeg synes, det er så smukt. Porcelænshudsfarvet og af og til med rosa udtrækninger.

Når du en dag finder hvide ferskner hos din grønthandler i Danmark – eller på grøntmarkedet i Nice eller hos den lille grønthandler i Paris – skal du straks spise den første, du ser. Helst solvarm. Og så skal du købe et netfuld med hjem og gøre noget særligt med dem. Pochere dem og spise dem med crème anglaise, den dejlige cremesauce og forener. Eller bruge dem, som jeg gjorde, i en yndig ostekage med pistacie og mild rosenparfumering. En slags hyldest til fersknens botaniske familie, Rosacea, rosenfamilien og til Persien, der har givet navn til Prunus persica, ’det persiske æble’.

De gule ferskner skal du bruge til en meget dejlig marmelade, som jeg plejer at koge på samme måde som abrikosmarmelade, indtil den er klistret og fransk – og med et par af de kerner, der gemmer sig inde bag stenfrugternes furede sten. Deri ligger en hilsen til en anden af fersknens nære slægtninge, mandlen. For kerner fra stenfrugt afgiver en dejlig mandelaroma; du må bare ikke bruge ret mange af dem og slet ikke spise dem rent, da de indeholder et stof, der kan omdannes til giftig blåsyre! Og når du er færdig med at koge ferskenfarvet ferskenmarmelade, finder du lige opskriften på min helt vidunderlige ferskentærte a la peach melba, som jeg delte i sidste års ferskensæson.

Bagte ferskner med hindbær og ’mandel’-creme anglaise

Jens Hartmann Schmidt
Foto: Jens Hartmann Schmidt

Ferskensyltetøj (med ferskenkerner)

Jens Hartmann Schmidt
Foto: Jens Hartmann Schmidt

Cheesecake med hvide ferskner, rosenvand og pistacie

Jens Hartmann Schmidt
Foto: Jens Hartmann Schmidt

Annonce

Seneste nyt