Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Line Thit Klein/Freelance
Foto: Line Thit Klein/Freelance

Er du af uransagelige årsager ikke til sveske, står det dig frit for at udskifte sveskekompotten med en anden frugtkompot eller syltetøj.

Sødt & bagværk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det eneste rigtige fyld: Fastelavnsboller med sveske og konditorcreme

Fine fastelavnsboller af vandbakkelsesdej, som er noget lettere at lave end bagerens lagdelte wienerdej.

Sødt & bagværk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vandbakkelsesdejen har jeg fået opskriften på af min gode ven, vandbakkelsesekspert og fransk konditor Mika Wulff. Og bollerne er med sveskekompot, for sveske er det eneste rigtige fyld til fastelavnsboller, og da så mange bagere særligt i de større byer helt har droppet de klassiske sveskeboller, må vi bage dem selv! Både kompot og creme har godt af at blive tilberedt dagen i forvejen.

6 styk

Ingredienser

Konditorcreme
4 æggeblommer
120 g sukker
5 dl sødmælk
1 vaniljestang
25 g hvedemel
25 g maizena
1 1/2 dl piskefløde

Sveskekompot
200 g bløde svesker uden sten
1 dl kogende vand (eller sort te)
saft af lille halv citron
30 g sukker

Vandbakkelsesdej
85 g hvedemel
65 g smør
3/4 dl vand
3/4 dl sødmælk
1/2 tsk. havsalt
1 tsk. sukker
120-140 g æg, sammenpiskede (ca. 3 stk.)

Desuden
2 1/2 dl piskefløde til skum
flormelis til drys

Sådan gør du:

  1. Cremen: Begynd med at lave cremen, som skal blive helt kold (og fint kan laves dagen i forvejen). Pisk æggeblommer og sukker sammen til en let æggesnaps – hold et par spsk. sukker tilbage. Tilsæt mel og maizena, og pisk, til der ikke er klumper. Hæld mælken i en tykbundet gryde sammen med de resterende skefulde af sukkeret og udskrabede vaniljekorn og -stang, og bring mælken til kogepunktet.
  2. Pisk hurtigt ca. en tredjedel af mælken i æggeblommerne, og pisk, til det er blandet helt sammen. Tilsæt resten af mælken ad to omgange, og hæld derefter blandingen tilbage i gryden.
  3. Bring cremen i kog under hektisk piskning med piskeris. Cremen tykner ret pludseligt og kan se klumpet ud, men fortsæt bare med at piske konstant og lad cremen koge igennem i 2-3 minutter, så melsmagen koges væk.
  4. Tag cremen af varmen, og hæld den i en skål eller plastikboks. Dæk cremen med husholdningsfilm direkte på overfladen, så den ikke danner skind, og lad den køle lidt på køkkenbordet. Sæt så cremen i køleskabet, og lad den blive helt kold. Du kan med fordel koge cremen dagen før servering, lade den stå natten over i køleskabet og så vende fløde i på serveringsdagen.
  5. Pisk fløden til blødt skum. Pisk den kolde creme glat og lækker med en elpisker. Vend flødeskummet i cremen. Fyld cremen i en sprøjtepose med tylle.
  6. Sveskekompot: Kom sveskerne i en gryde, hæld kogende vand over dem, og lad dem stå i blød i ca. 2 timer. Tilsæt sukker, og bring forsigtigt sveskerne i kog. Lad dem koge i ca. 30 minutter ved lav varme – rør i dem undervejs, så de ikke brænder på. Tilsæt citronsaft hen mod slutningen af kogetiden, og kog, til sveskerne er møre og koger delvist ud. Mos eventuelt lidt i kompotten med grydeskeen. Lad kompotten køle af i køleskabet.
  7. Vandbakkelsesdej: Forvarm ovnen til 200 grader uden varmluft. Smør en bageplade med smør/neutral olie, eller beklæd den med bagepapir. Sigt melet – gerne ned på et stykke bagepapir, da det så kan hældes hurtigt i gryden. Smelt smørret sammen med vand, mælk, salt og sukker i en gryde ved lav varme. Når smørret er smeltet, bringes det hele i kog ved høj varme og tages straks af varmen. Hæld det sigtede mel i gryden, og rør med en træske, indtil det bliver til en fast, blød dej uden klumper, der slipper gryden.
  8. Sæt gryden tilbage på kogepladen på svag varme for at ’riste’ dejen i et par minutter. Rør forsigtigt i dejen, mens den ristes, og undlad at skrabe i bunden af gryden. Der vil sætte sig et meget tyndt lag dej, som ikke skal blandes sammen med resten af dejen igen. Hæld dejen i en skål, og lad den køle lidt af (i ca. 5 minutter). Hvis du bruger røremaskine, kan du med fordel hælde dejen i røreskålen og lade den køre rundt med ’det flade piskeris’ på lav til mellem hastighed. På den måde køles dejen hurtigt.
  9. Tilsæt halvdelen af de sammenpiskede æg, og rør energisk for at få massen homogen. På røremaskine røres fortsat med lav til mellem hastighed med det flade piskeris. Dejen vil først se ud, som om den skiller, men vil samle sig igen efter omrøring. Fortsæt med halvdelen af de resterende æg og så fremdeles, indtil dejen har den rette konsistens (det er ikke sikkert, at der er brug for hele mængden). Dejen er klar, når den er glat og skinnende. Rør herefter videre i dejen i nogle minutter, så den bliver godt elastisk.
  10. Hæld dejen i en sprøjtepose med rund tylle – eller bare en frysepose, der får et klip i enden. Sprøjt 6 brede toppe ud på bagepladen (ca. 6 cm i diameter). Sæt straks pladen i den varme ovn, som skrues ned til 170 grader. Lad dem bage i mindst 20 minutter uden at åbne ovndøren. Herefter kan døren åbnes kort, for at lukke damp ud, hvis nødvendigt. I alt skal vandbakkelserne bages i ca. 40-50 minutter, alt afhængigt af ovnen. De er færdige, når de er gyldne over det hele, og der ikke er nogen lyse pletter tilbage.
  11. Servering: Pisk fløden til flødeskum, og fyld den i en sprøjtepose med tylle. Flæk vandbakkelserne med en brødkniv. Kom en god skefuld sveskekompot i bunden af hver bakkelse, og bred den lidt ud. Sprøjt nu et smukt lag konditorcreme over kompotten, og derefter et afsluttende flødeskumsgitter. Læg vandbakkelseslåg på værket, og giv fastelavnsbollerne et afsluttende pudder flormelis. Løft dem forsigtigt over på et serveringsfad, og spis med fornøjelse.

Læs mere:

Annonce

Seneste nyt